Adgangskursus 1 år - ONLINE

Adgangskursus - online, Herning

Hvis du gerne vil uddanne dig til ingeniør, men mangler en adgangsgivende eksamen, så er adgangskursus et godt tilbud til dig. Adgangskursus tager 1 år og giver dig de nødvendige faglige forudsætninger for at begynde på en diplomingeniøruddannelse på Aarhus Universitet i Herning eller Aarhus. Du kan også komme ind på andre teknisk naturvidenskabelige uddannelser og andre ingeniøruddannelser. Som diplomingeniør kan du læse videre til civilingeniør på Aarhus Universitet.

Følg undervisningen online

I tilknytning til adgangskursus i Herning udbydes adgangskurset som online uddannelse. Det betyder, at du kan følge undervisningen hjemme via computer. Alle studerende får forud for enhver undervisningssituation tilsendt videoklip, øvelsesoplæg samt en liste over relevant læsning til emnet. Efterfølgende gennemgås materialet i klassen.

Der er skemalagte timer hver dag, som du kan deltage i online. Du kan dog selv bestemme, om du vil deltage i undervisningen, mens denne afholdes, eller om du hellere vil se optagelserne om aftenen. Du råder altså over din tid med fuld fleksibilitet. Du skal dog forvente at bruge 40-50 timer på kurset om ugen i de uger, hvor der er undervisning.

Du skal deltage i et opstartsseminar på ca. 2 dage. Desuden skal du møde ind ca. 1 gang om måneden, hvor du bl.a. skal lave øvelser i kemi og/eller fysik. Endelig skal du møde frem til eksamenerne.

Introdagene afholdes 16.-17. august 2018. Bemærk: Der er mødepligt til introdagene

Fag og adgangskrav

Der undervises i matematik, fysik, kemi, dansk og engelsk.

Du skal enten have en relevant håndværkeruddannelse som fx mekaniker, tømrer eller elektriker eller mindst to års praktisk erhvervserfaring. Og du skal have bestået folkeskolens afgangsprøve i dansk og engelsk samt folkeskolens udvidede afgangsprøve/ 10. klasses-prøve i matematik og fysik/kemi. Hvis du ikke opfylder kravene, kan du kontakte en studievejleder for yderligere hjælp og vejledning.

Kursusstart og ansøgningsfrist

Adgangskursus starter en gang om året, i midten af august. Ansøgning om optagelse skal være Aarhus Universitet i hænde senest den 1. juli. Bemærk: Der er i alt 40 studiepladser på Adgangskursus i Herning. Såfremt der er flere kvalificerede ansøgere, vil pladserne fordeles efter først-til-mølle princippet.

Du finder ansøgningsskemaet på siden:

Udgifter og støtte

Du skal ikke betale for at gå på adgangskursus. Du skal dog selv betale bøger og rekvisitter. Adgangskursus er en ungdomsuddannelse, der kan søges SU til. Læs mere på www.su.dk

Teknisk udstyr

Som onlinestuderende skal du ved studiets start være i besiddelse af følgende:

  • En nyere computer – en PC med Windows 7 (eller nyere) eller en Mac.
  • En stabil bredbåndsforbindelse
  • Et headset af god kvalitet – et eksempel kan være Jabra GN 2100 Duo Flex headset
  • Et webcam – enten det, der måtte være integreret i din PC/Mac eller et eksternt webcam

Eksamen

Alle fag evalueres ved afsluttende eksamener.

Nedenfor kan du se, hvilke fag du skal have, og hvilket niveau du opnår. Alle fag afsluttes med en skriftlig og/eller mundtlig eksamen.

Fag

Niveau

1. Semester

2. Semester

Matematik B X
Matematik A X
Fysik B X
Dansk A X X
Kemi C X
Engelsk C X
Kemi* B X
Engelsk* B X

* I Aarhus kan du selv vælge, om du vil have Engelsk B eller Kemi B. I Herning oprettes kun Engelsk B.