Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vestas: Kæmpe fordel at have praktikanter

På havnen i Aarhus ligger verdens største enkeltstående testcenter i vind- branchen, og her er ingeniørpraktikanter et vigtigt aktiv i udviklingen af virksomhedens nyeste vindmøller.

Verdens største testbænk til geartests til vindmøller holder også til hos Vestas på Aarhus Havn. Det var en sådan testbænk, Caroline arbejdede på under hendes praktikophold som ingeniørstuderende. Foto: Vestas.

Vestas gør ikke et stort nummer ud af sig på Aarhus Havn. Faktisk er det ganske let at overse, at verdens største enkeltstående testcenter i vindbranchen har til huse her, for der bliver ikke ligefrem skiltet med det. Men når man træder ind i bygningen, vækkes størrelsen til live. Det er kæmpemaskiner, der bliver arbejdet på her. Kæmpemaskiner, der skal være med til at sikre grøn energi til hele verden.

I centrets enorme haller knokler et hold på 35 mand på at gøre indmaden i moderne vindmøller bedre.

Mere effektiv. Stærkere. Lettere. Her skal al innovation i form af nye prototyper klare styrkeprøven, før produkterne kommer ud på markedet. Kasper Tobiesen er som Director for Power Conversion, Validation and Reliability ansvarlig for Vestas’ testcenter på havnen, og han fortæller hvor meget, ingeniørpraktikanter kan bidrage med:

”Vi bygger meget avanceret udstyr og laver meget komplekse test. Der kan opstå udfordringer med eksempelvis målesystemer eller køling, der gør, at vi er nødt til at sætte os ned og regne på det. Her er vores ingeniørpraktikanter rigtig gode, fordi de har kompetencerne til at løse problemerne,” siger han og peger på Caroline Sørensens projekt som glimrende eksempel:

Læs om Carolines projekt "Vindmøller er ikke en teknologi, man lægger i glemmekassen"

”Det projekt, som Caroline lavede, er vi ved at færdigudvikle nu med vores egne folk. Det er et værktøj, vi kommer til at bruge i det fremtidige test-setup.”

Han bakkes op af udviklingsingeniør Jörg Lehmann, der agerede mentor under Carolines praktikophold: ”Vi har rigtig mange spændende projekter, som de studerende kan klare. Fordelen er, at de er tilknyttet ét projekt, som de så kan fokusere al deres tid på. Det giver nogle rigtig gode muligheder for os og praktikanterne til at prøve relevante ting af, som vi ellers ikke ville kunne gøre.

” Og derudover er der ansættelsesperspektivet, forklarer Kasper Tobiesen: ”I de her tider, hvor ingeniører ikke ligefrem hænger på træerne, er det en rigtig god mulighed for os til at komme tæt på kandidaterne tidligt i forløbet. De lærer Vestas og vores systemer at kende, og det er en stor fordel efterfølgende, for det tager ellers lang tid. Vi lærer praktikanterne at kende og deres styrker og svagheder og potentialer. Hvad er det egentlig de vil, og kan det passes ind i vores områder?

Vestas er jo en stor virksomhed med mange ansatte, og finder vi en god profil, som er i praktik hernede, vil vi gerne prøve at holde fast i vedkommende,” siger han og understreger, at Vestas er interesserede i nyuddannede ingeniører på grund af deres dybe faglige forståelse og brede teoretiske fundering.