Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Drive Systems

Elektriske drivsystemer styrer hastighed, moment og omdrejningsretning for elektriske motorer, og de vinder frem i forhold til traditionelle benzin- og diesel drivsystemer. Ikke kun på grund af deres suveræne effektivitet, men også grundet uovertruffen miljøvenlighed.

Man ser dem i alt fra store industrisystemer, ventilationsanlæg og køleanlæg til små enkeltforbrugersystemer, som for eksempel el-cykler og cirkulationspumper.

Med muligheden for at styre hastighed og moment er elektriske drivsystemer yderst energieffektive i forhold til andre drivsystemer, og de er således med til at give store besparelser på energiforbruget. Samtidig giver styringsmulighederne i elektriske drivsystemer en øget komfort for brugeren.

Fra fossile brændstoffer til elektrisk drevne maskiner

På grund af energieffektiviteten kan elektriske drivsystemer i høj grad være med til at nedbringe det høje energiforbrug i den danske transportsektor. Det udgør i dag cirka 30 % af Danmarks samlede energiforbrug og består næsten udelukkende af fossile brændstoffer.

På sigt er det uholdbart for miljøet, og det stiller derfor krav til et kommende paradigmeskift inden for transportsektoren. Et paradigmeskift, der indebærer en udskiftning af de traditionelle benzin- og dieselmotorer til elektrisk drevne maskiner.

Med de faldende elektronikpriser er skiftet mere oplagt end nogensinde før, da energiforbruget samtidigt er blevet et stort og stigende konkurrenceparameter.  

Udvikling og nye teknologier i højsædet på Ingeniørhøjskolen

Forskningen og udviklingen af det elektriske maskinområde er i kraftig vækst verden over, både hvad angår den mekaniske konstruktion samt kontrol og styring af maskinerne.

Også på området for Elektronik og Computerteknologi på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet har vi fokus på videreudviklingen af drivsystemer. Her er vi med helt fremme, når det gælder udvikling og brug af den nyeste teknologi inden for elektrisk drevne systemer.

Blandt andet arbejder vi med udvikling af de mest optimale miljø- og energiløsninger, som omfatter styring og kontrol af elektriske maskiner. Disse løsninger er til stor gavn for industri og samfund generelt.

Nyt laboratorium og fokus på samarbejdsprojekter

Vi uddanner ingeniører, der er i stand til at arbejde med og videreudvikle på de nyeste teknologiske løsninger inden for elektriske drivsystemer.

For at give vores studerende de bedste vilkår har vi etableret RESCUE Lab - et ”state of the art” laboratorium, hvor der er mulighed for at teste og udvikle elektriske drivsystemer. Læs mere om RESCUE Lab via menuen til højre.

Vores fokus er ligeledes rettet mod samarbejdsprojekter med erhvervslivet, hvor studerende indgår som vigtige aktører. Vi har en særlig interesse i at samarbejde med virksomheder, der arbejder med drivsystemer, og her hjælper vi gerne med at inkorporere de nyeste og bedste teknologiske løsninger på området.

Kontakt

Finn Jensen

Adjunkt Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet - Elektrisk energiteknologi

Emir Pasic

Lektor Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet - Elektrisk energiteknologi

Særlige kompetenceområder

Vores særlige fokus ligger inden for udvikling af energieffektiv styring af børsteløse DC-motorer (BLDC) og asynkronmotorer. Her udgør discipliner som regulering, effektelektronik, og elektriske maskiner vores overordnede kompetenceområder, som omfatter:

  • Asynkronmaskiner
  • Synkronmaskiner
  • BLDC-maskiner
  • Digitale signalbehandlingsmetoder inden for styring af elektriske maskiner
  • Effektelektronik inden for styring af elektriske maskiner
  • Simulerings- og modelleringsværktøjer inden for effektelektronik og elektriske maskiner