Audio Technology and Acoustics

Måleopstilling i AudioLAB – det lyddøde rum

Audio Technology and Acoustics har været rodfæstet på Ingeniørhøjskolen i mange årtier under skiftende navne. Ingeniørhøjskolen i Aarhus har været og er kendt for at uddanne højt kvalificerede ingeniører inden for feltet elektroakustik, og med et nyt komplet laboratoriemiljø på Katrinebjerg, AudioLAB, og nye faciliteter er vi fornemt klædt på at til at fortsætte med at understøtte dansk erhvervsliv; rådgivnings- såvel som udviklingsvirksomheder – med viden og samarbejdsprojekter.

Området er vidt forgrenet, og dækker såvel undervisnings- som forskningsfelter. Vores ambition er at være på forkant med nyeste teknologier og trends, herunder Multikanalslyd, Adaptiv audio og Lyddesign. Audio og akustik faglighederne oplever i disse år stigende interesse fra vores studerende, og vi arbejder konstant på at udvikle og udbygge kompetencer og laboratorieforhold som er attraktive.

Med et passende udbud af kurser inden for lydforståelse, rum- og elektroakustik samt audio engineering og bachelorprojekter i tæt samarbejde med det regionale erhvervsliv ønsker vi at facilitere professionsrettet læring inden for området audio og akustik, og vi arbejder for et momentum i aktiviteterne, som vil muliggøre en retningsbetegnelse på bachelorniveau. Vi har løbende samarbejder med de store (og nogle mindre) virksomheder på området – primært jyske – og vi stiller gerne vores laboratoriemiljø og faciliteter til rådighed for erhvervslivet.

Synlighed er en nøgleparameter for os. Synlighed over for kommende og nuværende partnere samt synlighed og oplysning i forhold til kommende studerende. Det indbefatter et ønske om tilstedeværelse ved arrangementer, konferenceindlæg, publikationer, foredrag, åbent hus mm.

Det multimediale samfund og moderne livsstilsprodukter gør Audio Technology and Acoustics så relevant som aldrig før. Vi brænder for området – og vi ønsker, at andre gør det samme!