Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Tillykke til 266 nye ingeniører

Aarhus Universitet kunne fredag d. 28. juni lykønske 180 nyuddannede diplomingeniører og 86 civilingeniører til dimissionsfest på Navitas.

01.07.2019 | Kim Harel

I dag er de studiekammerater, i morgen er de kollegaer. På billedet ses seks nye diplomingeniører. Fra højre: Christina Overgaard, Julie Krog, Line Vissing, Lise Bro, Emma Svejgaard og Amanda Smith. (Foto: Henrik Olsen)

Da Osvald Frisk (th) gik i gymnasiet blev han venner med Jens Christian Houborg. De havde en fælles interesse for matematik og tilbragte mange timer sammen i hans stue med kompleks opgaveregning bare for hyggens skyld. I dag holder de stadig kontakten. (Foto: Henrik Olsen)

Glade, nyuddannede civilingeniører med deres studieleder. Fra venstre: Jonas Aagaard, Lina Refsahl, Maibritt Hjorth (studieleder ved Institut for Ingeniørvidenskab) og Nikolaj Vendelbo-Korkjær. (Foto: Henrik Olsen)

Glade, nyudannede diplomingeniører (Foto: Henrik Olsen)

Dorte Christiansen er nyuddannet bygningsingeniør med speciale i geoteknik. Hun starter efter sommerferien i et job hos et rådgivende ingeniørfirma. På billedet ses hun med sine forældre i baggrunden. (Foto: Henrik Olsen)

Maria Andersen og Bilial Nedjemedin har været et tæt makkerpar igennem hele deres uddannelsesforløb. De har skrevet fælles speciale om 3D-printet aluminium. (Foto: Henrik Olsen)

Tapas, kølig hvidvin, skåltaler, sol fra en skyfri himmel, festklædte mennesker og dugfriske eksamensbeviser. Sådan satte et nyt kuld af civil- og diplomingeniører punktum for deres uddannelser ved Aarhus Universitet.

Nu står dørene åbne for de fleste, for ingeniører fra Aarhus Universitet er blandt Danmarks mest efterspurgte nyuddannede på arbejdsmarkedet.

Rift om nyuddannede

Med en ledighedsprocent, der nærmer sig nul, kan de fleste tillade sig at være kræsne, når de skal vælge job. Det fortæller blandt andre Jakob Halskov, som er nyuddannet diplomingeniør i Elektronik.

Han starter efter sommerferien som ingeniør i Aarhus-virksomheden LeanToo, hvor han skal udvikle en ny type lys til droner på redningsaktioner.

”Jeg har valgt det her job, fordi det er fagligt interessant og udfordrende, men det betyder også noget, at jeg får mulighed for at arbejde med en teknologi, der kan være med til at forbedre redningsaktioner,” siger han.

Bilial Nedjmedin er nyuddannet civilingeniør i Mekanik. Han er headhuntet til en stilling i Terma, hvor han skal arbejde med kompositmaterialer til F35-fly, og det er en drengedrøm, der går i opfyldelse.  

”Jeg har altid drømt om at komme til at lave noget med design til fly. I mit speciale har jeg arbejdet med at finde en metode til at forudsige styrkeforholdene i 3D-printet aluminium, og det er noget, som er meget aktuelt i flyindustrien. Jeg var i praktik hos Terma på diplomingeniøruddannelsen og har siden haft studiejob der, så jeg er på en måde en ret erfaren nyuddannet i virksomheden,” siger han.

Amanda Meghan Smith er nyuddannet diplomingeniør i Bygning. Hun skal arbejde med vandafledning hos det rådgivende ingeniørfirma SWECO.

”Det er en international virksomhed, og jeg skal arbejde med noget, der virkelig interesserer mig. Klimaforandringerne giver os nogle helt nye og akutte udfordringer omkring vand i byggeriet, som jeg gerne vil bidrage til at løse med min viden,” siger hun.


Mange læser videre

En stor del af de nyuddannede diplomingeniører skal fortsætte på kandidatuddannelserne til civilingeniør efter sommerferien.

En af dem er Osvald Frisk:

”Jeg har været vildt glad for at læse til diplomingeniør, og nu vil jeg så gerne fordybe mig yderligere og læse til civilingeniør. Jeg har udsigt til mange år på arbejdsmarkedet, så jeg har ikke travlt med at sige farvel til universitetet,” siger han.

Andre diplomingeniører har valgt at søge om optagelse på specialiseringen til forretningsingeniør ved Aarhus Universitet for at styrke deres organisationsteoretiske og strategiske kompetencer.


”Det sociale var det bedste"

Selvom dimissionen er en festdag, er det dog også med en vis vemod, at de mange nye ingeniører tager afsked med universitetet. De sætter nemlig ikke bare punktum for en lang række af eksamener, men også for et stærkt socialt fællesskab.

”Det sociale har været rygraden i det hele. Det har helt klart været det bedste. Vi har haft nogle fantastiske år,” siger Philip Nedergaard Würtz, nyuddannet civilingeniør i Byggeri.

Hans udsagn bakkes op af studiekammeraten Mads Thomsen, som er nyuddannet civilingeniør i Mekanik.

"Praktiksemesteret på diplomingeniør-delen står for mig som det bedste og mestlærerige ved hele min uddannelse, men det er alt det fællesskab,  som hører med til at være studerende, jeg vil savne mest," siger han.

LÆS MERE OM DIPLOMINGNIØRUDDANNELSERNE PÅ AARHUS UNIVERSITET


LÆS MERE OM CIVILINGENIØRUDDANNELSERNE PÅ AARHUS UNIVERSITET

Mads Thomsen, Camilla Bloch-Jensen og Philip Nedergaard Würtz er nyuddannede civilingeniører. De tager hul på deres arbejdsliv efter sommeren, der står på ferierejser til både Canada og Sydafrika (Foto: Henrik Olsen)

AU Engineering