ORBIT Lab samlede 100 mennesker til The Orbies

I torsdags stod Katrinebjerg på den anden ende, da næsten 100 mennesker var samlet til “The Orbies”. Studerende, alumner, AU-ansatte og repræsentanter fra ORBIT Labs netværk af danske og internationale techvirksomheder fejrede de studerendes kreativitet og passion for teknologi til et arrangement, som startede kl. 16.30 og fortsatte til ud på de sene timer.

11.09.2018 | litte dalsgaard

ORBIT Lab var torsdag d. 6. september fyldt til bristepunktet med studerende, AU-ansatte og ORBIT Lab-partnere til arrangementet The Orbies. (FOTO: Simon Christensen)

Om The Orbies

The Orbies er et halvårligt event arrrangeret og faciliteret af ORBIT Lab. ORBIT Lab har til formål at styrke de studerendes innovation, ideudvikling og entreprenørskab med en teknologisk vinkel, samt at give dem mulighed for at arbejde hands-on med teknologier som virtual reality, augmented reality, Internet of Things, wearables, kunstig intelligens etc.

Op til eventet kunne studerende og undervisere nominere projekter fra forårssemesteret, som havde gjort et særligt indtryk. Projektgrupperne kunne vælge, om de ville præsentere deres projekt som et pitch, en demo eller en video (dog udgik denne kategori i denne omgang). De kunne også vælge at deltage i flere kategorier og dermed forøge chancerne for at vinde en Orbie-pris. Ud over disse kategorier blev følgende Orbies også uddelt: “Best Community Contributor”, Audience Award”, “Best Startup Potential” og “Best Overall Project”.

Keynote om Toitware

Kasper Verdich Lund, som bl.a. var en af kræfterne bag Google Chromes V8 Engine, skød aftenens program i gang med en keynote om sit (og teamets) nyeste forretningseventyr, Toitware. Toitware er et Aarhusiansk teknologi-startup, der arbejder på at forbedre den software, der driver det såkaldte Internet of Things. Toitwares platform gør det lettere at opdatere software og udvide enheders funktionalitet over tid – uden at gå på kompromis med sikkerhed.

Dommerpanel i topklasse

Resten af aftenen handlede primært om, at de nominerede grupper skulle præsentere deres projekter enten som et pitch eller en demo. Til at afgøre vinderne havde ORBIT Lab-teamet engageret et kompetent dommerpanel bestående af Claus Nyhus Christensen fra Trifork, Gunvor Kirkelund fra Ingeniørhøjskolen AU, Jonas Vognsen fra IT Minds, føromtalte Kasper Verdich Lund, Simon Møller Mølgaard fra Grundfos og Simon Scharf fra Microsoft.

Ingeniørdocent og leder af ORBIT Lab, Kasper Løvborg Jensen, udtaler:

“Vi er priviligerede, at vi har så stor opbakning fra vores partnere. De er meget engagerede i ORBIT Lab og er altid klar til at støtte op omkring vores arrangementer, og det er ekstremt godt for vores studerende, at de får mulighed for at sparre og networke med dem. Vi er meget ydmyge over for, at vores partnere vælger at bruge deres sparsomme tid på at gøre ORBIT Lab til et fedt community. Vi er også heldige med at have så mange dygtige og energiske studerende, som lægger tid og hjerteblod i projekter og aktiviteter i ORBIT Lab.”

Og vinderen er ...

Efter en grundig votering kårede dommerpanelet følgende vindere (læs om projekterne nederst):

– Best Pitch: TreeTracker

– Best Demo: TANK

– Best Overall Project: Monesco

– Best Startup Potential: Relion Business

 

Desuden blev følgende priser uddelt:

– Community Contributors: Daniel Vestergaard Jensen og Kasper Rieder

– Audience Award: TreeTracker

Kasper Verdich Lund udtaler om The Orbies:

“Arrangementer som ‘The Orbies’ viser relevansen og vigtigheden af teknologi-fællesskabet ORBIT Lab. De studerendes projekter var kreative og teknisk interessante – og rangerede helt fra mindre studieprojekter til forretnings-fokuserede og sofistikerede kombinationer af hardware og software. Det er tydeligvis meget inspirerende og motiverende at have et ‘community’ omkring sig, når projekter skal startes, arbejdes på og præsenteres og jeg er begejstret for at ORBIT Lab på bedste vis hjælper de studerende og lokale teknologi-firmaer til dialog og gensidig inspiration.”

 

Kort om vinderprojekterne

 

TreeTracker

TreeTracker er et system, hvor batteridrevne sensorer monteres på nyplantede træer. Sensorerne måler jordforholdene og sender trådløs data via LoRaWAN-netværket til en central server. Sensorerne er energieffektive og kræver ingen vedligeholdelse. Brugeren kan tilføje flere sensorer ved at scanne stregkode/QR-kode med deres smartphone, hvorefter sensoren tildeles GPS-koordinater baseret på telefonens lokation. Sensor-data vises som en graf. Pt. er det kun fugtighed, som monitoreres, men systemets modulære arkitektur muliggør monitorering af andre parametre.

 

TANK

Holdet bag TANK beskriver det som et socialt spil, som har til formål at kombinere computer-spil med social interaktion. Det gøres ved, at TANK anvender en computer med flere telefoner som input-devices. Derved ser brugerne den samme skærm, og brugerne “tvinges” til at indgå i social interaktion. TANK kan ikke spilles alene. Spillet er simpelt og kræver ingen introduktion, men er underholdende og konkurrencepræget. Derfor er det ideelt til sociale situationer som fester eller andre sammenkomster.

 

Monesco

Monesco er en Internet of Things-platform udviklet af Consibio. Platformen er designet til at monitorere og kontrollere industrielle biologiske processer. Det er et modulært opbygget, plug-and-play-system, som kan opsætte smarte biologiske produktionssystemer ved at kombinere de rigtige blokke. Systemet er designet til at ikke-teknisk personale kan anvende det, via en brugervenlig process-automatisering og Operational Intelligence.

 

Relion Business

Relion business er en intelligent platform udviklet af Relion, som automatiserer virksomheders workflow. Platformen repræsenterer en gentænkning af linket mellem administration, eksekvering af opgaver, og kommunikation mellem medarbejdere.

Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet