Ny app gør det nemmere at tage bussen

To aarhusianske ingeniørspirer har udviklet en gratis app, der gør det lidt nemmere for danske pendlere at holde styr på både tog og busser.

12.07.2017 | Jesper Bruun

Ingeniørerne Jonas Ulleberg Jussila (tv) og Kristian Rossen Kristensen (th) står bag den smarte app, der gør det noget nemmere at tage bussen.

"Bare jeg når det," tænker du, mens du springer ud af toget, ned på platformen og stormer afsted mod busholdepladsen uden for banegården. Mens du halser afsted, kaster du bekymrende blikke på uret, hvor viserne nu har passeret tidspunktet for, hvornår din bus skal køre. 

Alligevel står du fem minutter senere stadig forpustet og svedende og venter på bussen. Forsinket. Der var ingen grund til at skynde sig.

Det bliver der heller ikke fremover, for med en ny gratis app, der hedder Busven, kan du blive ven med bussernes og togenes køreplaner og -tider.

App'en fortæller dig simpelthen ganske præcist, hvornår dit tog eller din bus afgår fra det eller de stoppesteder, du som pendler altid bruger.

Er bussen tre minutter forsinket? Kommer toget til tiden? Eller er det for tidligt på den? Alt det kan app'en oplyse dig om, så du har et godt tidsmæssigt overblik over din rejse og kan bruge eventuelle forsinkelser til at nyde en kop kaffe eller skimme nyhederne.

Busven er udviklet af to nyuddannede ingeniører fra Aarhus Universitet, som fik idéen til projektet i forbindelse med et fælles afgangsprojekt på deres studie.

"Vi har egentlig ikke fundet på noget nyt, men har benyttet eksisterende løsninger som Google Maps og Rejseplanen til at udvikle et hurtigt, simpelt og brugervenligt værktøj til daglige brugere af den offentlige transport," siger den 26-årige elektronikingeniør Kristian Rossen Kristensen, som sammen med den et år ældre studiekammerat Jonas Ulleberg Jussila står bag den nye app.

Nu har makkerparret stiftet firmaet Rosenberg Technologies, hvor de hjælper andre virksomheder med at udvikle brugervenlige hjemmesider og mobilapplikationer.

"Jeg har altid haft en masse idéer og kan godt lide at opfinde og udvikle ting selvstændigt. Og så kan jeg godt lide, at jeg selv bærer ansvaret for det, jeg laver. Så jeg har altid sigtet efter at blive selvstændig," siger Kristian Rossen Kristensen.

Virksomheden er allerede inden app’en er lanceret vokset til fire medarbejdere, og Jonas Ulleberg Jussila, som er nyuddannet diplomingeniør i Informations- og kommunikationsteknologi, mener, at ingeniøruddannelsen giver en kæmpe fordel, når man vil starte op som selvstændig:

"Gennem hele uddannelsen bliver man konfronteret med problemer, som man skal løse egenhændigt. Man tillærer sig derfor en autodidakt tilgang til problemløsning. Det kommer til at sidde i rygraden, og det gør, at man ikke har den der angst for at blive konfronteret med et problem, fordi man ved, at man nok skal finde ud af det," siger han.

App’en Busven, som er gratis og findes til både Android og iOS, kan ved hjælp af to klik fortælle dig, hvornår din bus går fra de stoppesteder, du ofte tager bussen fra. Det er muligt at se, om bussen er forsinket, fordi der er live-tider på busserne, og stoppesteder, som ofte bliver brugt, kan lægges til som favoritstop og kan meget hurtigt findes frem igen. App’en indeholder informationer om både regional- og bybusser samt togtider. 

 

Tre hurtige til Jonas og Kristian

Hvilken teoretisk og praktisk erfaring med udvikling af apps tager i med jer fra jeres uddannelser?

"Det gode ved en ingeniøruddannelse er, at man får lov til at arbejde med det teoretiske i praksis. Jeg har været i praktik i Danske Bank og har arbejdet med udvikling af applikationer til deres fejlovervågning. Kristian har været hos Mubaloo i England og har blandt andet arbejdet med Bang & Olufsen som kunde. I vores afgangsprojekt gik vi sammen om et projekt med særligt fokus på at få erfaring med brugerdrevet design, og det blev kimen til vores nuværende startup-aktiviteter," siger Jonas Ulleberg Jusilla.

Hvorfra får I inspiration til den kreative udviklingsproces?

"Ingeniøruddannelsen er i virkeligheden enormt kreativ. Hele tiden bliver man trænet i at forholde sig til specifikke tekniske problemstillinger og i at finde de mest optimale løsninger. Disse tilfælde handler det om at fordybe sig, have blik for de mindste detaljer og forstå brugernes behov," siger Kristian Rossen Kristensen.

Hvad er jeres karrieredrømme for fremtiden?

"At have det sjovt, mens vi går på arbejde først og fremmest. Og at bruge vores tid på noget, der bliver ved med at udfordre os, giver mening og også kommer andre til gavn. Lige i de kommende år glæder vi os til 'at stå i lære' som iværksættere, og vi drømmer selvfølgelig også om økonomisk succes," siger Jonas Ulleberg Jusilla.

 

Kontakt

Kristian Rossen Kristensen
Tlf.: 28778945
Mail: krk@rosenbergtech.com

 

 

AU Engineering