Ingeniører får patienter og sundhedspersonale til at tale bedre sammen

En flok ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet har på kort tid skabt et nyt it-system til Vestdansk Center for Rygmarvsskade, som rykker grænserne for kommunikation mellem sundhedspersonalet og patienter og pårørende.

07.09.2017 | Jesper Bruun

Fotos: Agata Ewa Lenczewska-Madsen

Tre unge ingeniørstuderende fra Aarhus har med deres bachelorprojekt rykket grænserne for, hvordan sundhedspersonale, patienter og pårørende taler sammen. På blot fire måneder har de udviklet et gratis, handicapvenligt, fleksibelt og på andre måder brugervenligt it-system, som på fornemmeste vis supplerer eksisterende systemer: 

”Vi fandt et helt konkret behov hos Vestdansk Center for Rygmarvsskade for udvikling af et støtteværktøj til klinisk procesmåling. Et værktøj, der med enkle virkemidler og intuitive features skulle hjælpe Vestdansk Center Rygmarvsskade i gang med undersøgelser til gavn for patienter og pårørende,” siger 29-årige Melissa Døssing Christensen, som netop er dimitteret fra Aarhus Universitet som diplomingeniør inden for sundhedsteknologi.

Klinisk procesmåling har direkte sammenhæng med patientoplevelsen. For undersøgelserne skal netop hjælpe patienterne til eksempelvis at kende deres diagnoser og sygdomsforløb og være forberedte på eventuelle behandlings- og rehabiliteringsforløb. På den måde skal systemet understøtte målet om individuelt tilrettelagte patientforløb, hvor patientens behov, ønsker og præferencer er i fokus.

Derfor skræddersyede de tre studerende Melissa, Anne og Mads deres eget system i tæt samarbejde med Forsknings og Udviklings-enheden på Vestdansk Center for Rygmarvsskade. Systemet bliver kaldt FlexProcess, og det har vist sig så velegnet, simpelt og effektivt, at hospitalscentret har taget imod det med kyshånd:

”Det er utrolig vigtigt i et rehabiliteringsforløb, at kommunikationen foregår på patientens præmisser. Vores system er udviklet i et tæt samarbejde med de sundhedsprofessionelle på Vestdansk Center for Rygmarvsskade, og det har været vigtigt for os at udvikle et system, som hurtigt kan anvendes, og som ikke vil blive opfattet som en byrde. Systemet er løbende blevet testet på bl.a. patienter og pårørende for at sikre, at mennesker med forskellige funktionsnedsættelser også kan bruge det,” forklarer Anne Dunker, som ligesom Melissa er dimitteret inden for sundhedsteknologien.

Systemet er allerede taget i brug på hospitalscentret:

”Vi har fået et færdigt produkt, som vi planlægger at brede yderligere ud fra august. Hele forløbet har været et fantastisk samarbejde præget af engagerede studerende, og vi er meget interesserede i flere lignende projektsamarbejder med studerende fra Aarhus Universitet fremover,” siger forskningsoverlæge på forsknings- og udviklingsenheden på Vestdansk Center for Rygmarvsskade, Helge Kasch, og fortsætter:

”Vi har stor interesse i at måle og veje, det vi gør, således at vi kan blive bedre til det. Således at vi kan tage de rigtige beslutninger.”

Sundhedsvæsenet får ellers tit skudt i skoen, at kommunikationen mellem læger, plejepersonale, patienter og pårørende ikke er tilstrækkelig. Men projektet her viser med al tydelighed, at viljen er der. For de studerende har projektet ligeledes været en kæmpe gevinst:

”På studiet lærer vi alt fra teknisk udvikling af hardware og software til pædagogiske, sociologiske og kommunikative teorier. Samarbejdet med patienter, forskningsansatte og sundhedsprofessionelle i dette bachelorprojekt har bevist, at alle disse kompetencer giver mening og er absolut brugbare, hvis man ønsker at udvikle teknologi, der reelt gør en forskel. Det lyder måske som en kliché, men at kunne kombinere teknisk viden og social intelligens er en kæmpe force inden for sundheds- og velfærdsteknologi,” siger Melissa Døssing Christensen.

Melissa, Anne og Mads var første samarbejde, hospitalscentret har haft med ingeniørstuderende, men det bliver ikke det sidste. Fire nye grupper af ingeniørstuderende starter således til næste semester med deres afgangsprojekt hos Vestdansk Center for Rygmarvsskade. Og det er ren ”win win”, siger Anne Dunker:

”Det har været virkelig fedt at lave et decideret produkt, som ikke bare er en prototype. Det er den fedeste følelse i verden, at vi bagefter kan se, at produktet rent faktisk bliver brugt. Vi har lært sindssygt meget af det, fordi det netop var rigtige mennesker, vi var ude og arbejde med. Rigtige patienter og rigtigt personale, som alle har bakket op omkring vores projekt.”

Hun bakkes op af Helge Kasch:

”Det er meget dygtige studerende, vi har fået ud, og vi har været meget imponerede over det her projekt, som virkelig har åbnet døre for os også. Derfor er vi meget interesserede i fremtidige samarbejder med ingeniøruddannelserne i Aarhus.”

De tre studerende, Melissa, Anne og Mads, kunne afslutte deres eksamen med manér. Alle gik fra dimissionen med et 12-tal i bachelorprojektet. Melissa har fået arbejde ved it- og webbureauet Itpilot i Viborg, og Anne er fortsat direkte efter studiet som vikar hos den socialøkonomiske virksomhed Teknologi i Praksis i Aarhus. Mads, som er uddannet ingeniør inden for informations- og kommunikationsteknologi, er endnu jobsøgende.

Kontakt: Anne Dunker Lauritsen, Tlf.: 21977743, mail: annedunker@gmail.com

Om uddannelsen


Mød andre studerende der også har læst Sundhedsteknologi på Aarhus Universitet:

AU Engineering