”Ingeniører er sådan nogen, som ændrer verden”

Tillykke til nye diplom- og civilingeniører: Fredag den 27. januar blev der uddelt eksamensbeviser til de mange nye ingeniører fra Aarhus Universitet.

30.01.2017 | Jesper Bruun

"Nu har vi læst så mange år, så nu trænger vi til at komme ud og bruge det, man har lært," lyder det fra Johanne Futtrup Jacobsen, som skal til jobsamtale hos Dansk Energi Management & Esbensen denne uge.

Maskiningeniør Casper Clausen blev headhuntet til sit job. Direktøren kendte ham fra et andet job, han fik efter sin bachelor.

Ud over studiet er 23-årige Anders Methmann Stensgaard far til en pige på 8 måneder: ”Der har været mange søvnløse nætter, og det er da skide hårdt. Og så er det et hårdt studie med mange timer, og jeg har haft deltidsjob ved siden af, som også skulle passes. Heldigvis når man langt med kaffe,” siger han. Her står han med kæresten Nikoline og datteren Ellis.

Therese Due kan varmt anbefale at studere i udlandet. Hun var et semester i USA på University of California, og hun vil gerne derover igen, hvis muligheden byder sig.

Khaled Saied har før haft studiejob i virksomheden New Nordic Engineering, som ligger på Aarhus Ø. Nu er han ansat på fuld tid, allerede inden dimissionen.

Kaare Momme Nielsen til dimission i Aarhus Domkirke. Der var en stemning fyldt af ære og begejstring over at have afsluttet 3,5 års diplomingeniøruddannelse. For Kaare fortsætter uddannelsen imidlertid. Først et halv år som forretningsingeniør og senere to år til civilingeniør.

Hundredvis af unge ansigter med glade smil og tilfredse miner indtog fredag skibet i Danmarks længste og højeste kirkebygning, Aarhus Domkirke. Dagen markerede et særligt vendepunkt i de unge menneskers liv – enden på 3,5 års studier, en åben, lokkende verden foran sig og håbet om et nyt og spændende liv.

Der blev da heller ikke lagt fingre imellem, da sognepræst Henrik Grøndal Lund kridtede banen op:

”Ingeniører er sådan nogen, som ændrer verden. I bygger bro og skaber ro og giver mennesker infrastruktur i det store og små. Mennesker, der vil, kan gøre det umulige. I kan forandre verden med teknologi, og jeres arbejde er ikke kun vigtigt for jer selv og jeres pårørende, men har betydning for os alle sammen, vores samfund og for mennesker, vi end ikke kender.”

I alt 310 diplomingeniører dimitterede fredag fra Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet. Samtidig satte 110 civilingeniører det sidste punktum for deres studier.

Og hele vejen rundt var beskeden klar: Erhvervslivet har brug for jer.

”I befinder jer i en særdeles heldig situation. I har kompetencer, som bliver efterspurgt i ekstrem grad. Vi lever i en tid, hvor teknologien former verden. En tid, med store forandringer. En tid, med ekstrem hastig udvikling i samtlige discipliner, I nu dimitterer i,” lød det fra institutleder for Institut for Ingeniørvidenskab, Thomas Skjødeberg Toftegaard, da han tog officiel afsked med de mange nye civilingeniører i auditoriet på Navitas.

Direktør for Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, Conni Simonsen, fremhævede i sin tale til de nye diplomingeniører tyngden i ingeniøruddannelsen og kom selv med et par gode råd til de mange, der allerede nu træder sine første karriere-skridt:

”Selv om der tales om mangel på ingeniører, er det ikke nødvendigvis sådan, at alle ledige jobs ligger lige rundt om gadehjørnet. Det er vigtigt ikke at tage noget for givet, at være åben over for, hvad det rigtige job kan være, og at være åben over for, at det rigtige job måske ligger i udlandet. Lige meget hvilken vej man vælger at gå, er det første skridt ind på arbejdsmarkedet altid det største. Vær ikke bange for at prøve noget, som I måske ikke lige ser som det umiddelbart første, I havde tænkt jer.”

I job inden dimission

Rigtig mange af de nyuddannede både diplom- og civilingeniører er allerede i job.

En af dem er Anders Methmann Stensgaard, som er netop færdiguddannet IKT-diplomingeniør og allerede har linet en stilling op hos virksomheden IT Minds.

”For mig er det lysten, der driver værket, og jeg har en tro på, at jeg kan nå langt med den uddannelse her. Selvom tanken selvfølgelig har været der, havde jeg ikke lysten til at læse videre. Jeg havde lyst til at komme ud og komme i gang,” siger han.

Han starter fuld tid hos virksomheden allerede fra februar.

Også Therese Due, som lige er blevet diplomingeniør i Sundhedsteknologi, har fået job allerede inden dimissionsfesten. Hun var et halvt år i praktik hos Terma, hvor hun nu har fået tilbudt en fuldtids stilling:

”Jeg ringede til dem for at høre, om de havde et arbejde til mig, og det havde de. De ville meget gerne have mig tilbage i samme afdeling, som jeg var i under praktikken.”

Civilingeniør i Mechanical Engineering Casper Clausen havde overvejet, om han skulle læse videre på en ph.d. Han havde sin allersidste eksamen den 13. januar og blot 10 dage senere, den 23. januar, havde han arbejde – headhuntet af virksomheden AAO Steel, som arbejder med stålbearbejdning.

”Muligheden for en ph.d. bød sig ikke, og jeg har nok heller ikke interessen for det, når det kommer til stykket. Jeg er i arbejde nu og har været det siden ugen efter, jeg blev færdig. Det er rart, at det er gået så hurtigt,” forklarer han.

Samme følelse har civilingeniør i Computer Engineering Khaled Saied. Han er netop blevet ansat på fuld tid i virksomheden New Nordic Engineering, som arbejder med indeklima:

”Det er rart at have job allerede inden, jeg er dimitteret. Det er en lettelse, at man ikke skal tænke på at lave jobansøgninger, men bare kan fortsætte der, hvor man slap,” siger han.

Johanne Futtrup Jacobsen, som er dimitteret som civilingeniør inden for Integreret Energidesign, kan også godt mærke, at der er behov for ingeniører i erhvervslivet. Hun har ikke job endnu, men skal dog til jobsamtale denne uge:

”Når det er første ansøgning, man sender, og man bliver ringet op efter to dage, tænker man, at der nok er brug for sådan nogle som os,” siger hun.  

Det er dog ikke alle dimittender, der har fået jobs. En del er ude og aktivt søge jobs, og så er der dem, der vælger at læse videre.

En af dem er Kaare Momme Nielsen, som fredag dimitterede som Bygningsingeniør med speciale i infrastruktur. Han har besluttet at læse videre til civilingeniør inden for byplanlægning.

”Jeg vil gerne have noget mere at gøre med den overordnede byplanlægning og infrastruktur i stedet for at sidde og dimensionere de enkelte veje,” siger han.

Uddannelsen til civilingeniør starter dog først efter sommerferien, så inden da har han besluttet at bruge det næste halve år på at læse forretningsingeniør. Det er godt med noget forretningsforståelse ud over den tekniske indsigt, mener han. Fremtidsplanen er indtil videre en større virksomhed efter de næste par års overbygning på diplomingeniøruddannelsen.  

AU Engineering